§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Foreningen Socialøkonomi Nordjylland Foreningens hjemsted er Nordjylland

§ 2 Formål

Foreningen Socialøkonomi Nordjylland arbejder for flere og stærkere bæredygtige virksomheder i Nordjylland. Særligt arbejder foreningen for at styrke socialøkonomiske og kooperative virksomheder og deres samarbejde med andre virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, offentlige aktører og privatpersoner. Foreningen Socialøkonomi Nordjylland ønsker at samarbejde med alle, der vil bidrage til udbredelsen af socialt og miljømæssigt bæredygtige forretningsmodeller i det nordjyske. Socialøkonomiske og kooperative virksomheder er vigtige for den bæredygtige omstilling, og samarbejdet med andre aktører er essentielt for at kunne omsætte teori til praksis og for at kunne udløse de socialøkonomiske og kooperative virksomheders samfundsmæssige potentiale. Foreningen Socialøkonomi Nordjylland ønsker ikke mindst at samarbejde med uddannelses- og forskningsmiljøer i og uden for Nordjylland for at styrke sammenhængen mellem teori og praksis inden for området for også herigennem at bidrage til styrkelsen af det socialøkonomiske og kooperative område. Foreningen Socialøkonomi Nordjylland arbejder desuden som et fællesråd under Kooperationen for at styrke udbredelsen af og samarbejdet mellem socialøkonomiske og kooperative virksomheder lokalt i Nordjylland som beskrevet i Kooperationens vedtægter.

§ 3 Medlemmer

Virksomheder, organisationer og privatpersoner, der støtter op om foreningens formål, kan blive medlem af Foreningen Socialøkonomi Nordjylland. Der opkræves kontingent for medlemskabet. Medlemskabet er først gyldigt, når kontingentet er betalt. Bestyrelsen kan indstille medlemmer til eksklusion af foreningen, hvis de aktivt modarbejder foreningens arbejde eller formål. Eksklusionen vedtages på en generalforsamling med simpelt flertal.

§ 4 Kontingent

Kontingent til foreningen fastsættes af generalforsamlingen.

§5 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Alle medlemmer, der har betalt kontingent, har tale- og stemmeret til generalforsamlingen og kan indsende forslag til generalforsamlingen jf. tidsfristerne som angivet i vedtægterne.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med minimum 28 dages varsel. Indkaldelsen sker elektronisk via e-mail eller foreningens andre sædvanlige kommunikationskanaler.

Alle medlemmer af Foreningen Socialøkonomi Nordjylland kan indsende forslag til generalforsamlingen, herunder forslag til vedtægtsændringer. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen. Dagsorden inklusiv stillede forslag udsendes til alle tilmeldte senest 7 dage inden generalforsamlingens afholdelse. Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:

> Valg af dirigent og referent

> Bestyrelsens beretning

> Godkendelse af regnskab

> Budget for det kommende år

> Valg af medlemmer til bestyrelsen

> Valg af parlamentarisk revisor

> Planer for det kommende år

> Indkomne forslag

> Evt.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

§ 6 Tale- stemme- og opstillingsret

Alle medlemmer der inden generalforsamlingens påbegyndes og i samme kalenderår har betalt kontingent er tale-, stemme- og opstillingsberettigede på generalforsamlingen. Både individuelle og kollektive medlemmer har én stemme, og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 7 Repræsentation i Kooperationen

Foreningen Socialøkonomi Nordjylland er som et fællesråd under Kooperationen repræsenteret til Kooperationens årsmøde jf. Kooperationens vedtægter. Kun virksomhedsmedlemmer kan repræsentere Foreningen Socialøkonomi Nordjylland i til Kooperationens årsmøde.

Kooperationen er et på demokratiske principper organiseret frivilligt samarbejde mellem virksomheder og foreninger, som har til formål ved økonomisk virksomhed: at medvirke til at skaffe forbrugerne gode bæredygtige og billige produkter og ydelser at sikre gode, sunde og sikre beskæftigelsesforhold at medvirke til at mennesker gennem selvorganisering løser egne og andres sociale problemer

Kooperationen skal fremme udviklingen af den kooperative idé og virksomhedsform som alternativ til privat erhvervsliv og skal gennem sit virke udbygge samarbejdet mellem kooperative organisationer, virksomheder og foreninger.

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når mindst halvdelen af bestyrelsen eller halvdelen af kontingentbetalende medlemmer ønsker dette. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med minimum 14 dages varsel via Foreningen Socialøkonomi Nordjyllands sædvanlige kommunikationskanaler.

§9 Bestyrelsen

Blandt Foreningen Socialøkonomi Nordjyllands medlemmer vælges 3-5 medlemmer til bestyrelsen, der varetager foreningens daglige drift. Medlemmerne til bestyrelsen vælges for to år således, at cirka halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år. Både repræsentanter for virksomheder og organisationer, og private medlemmer kan vælges til bestyrelsen. Suppleanter kan deltage i bestyrelsens møder, men har ikke stemmeret.

Bestyrelsen konstituerer sig hurtigst muligt efter generalforsamlingen med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastlægger sin egen forretningsorden.

Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflertal i bestyrelsen. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der tilstræbes konsensus i bestyrelsens beslutninger.

For at være beslutningsdygtigt skal enten formand eller næstformand og i alt minimum halvdelen af bestyrelsens medlemmer være til stede (inklusiv formand og/eller næstformand).

Alle beslutninger føres til referat

§ 10 Økonomi

Foreningen Socialøkonomi Nordjyllands regnskabsår følger kalenderåret. Bestyrelsen udarbejder årsregnskab for foreningen til godkendelse på generalforsamlingen.

Den parlamentariske revisor kontrollerer foreningens regnskab og aflægger rapport herfor på generalforsamlingen.

§ 11 Tegningsret

Foreningen Socialøkonomi Nordjylland tegnes udadtil af formanden eller næstformanden i forening med yderligere mindst ét bestyrelsesmedlem.

§ 12 Hæftelse

Foreningen Socialøkonomi Nordjylland hæfter kun med foreningens egen formue. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter således ikke personligt for foreningen

§ 13 Vedtægtsændringer

Foreningens vedtægter kan ændres på en generalforsamling. Forslag til vedtægtsændringer kan stilles af alle medlemmer og af bestyrelsen jf. fristerne i §5.

Vedtægtsændringer skal vedtages med 2/3 flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer. Vedtægtsændringerne træder i kraft, straks de er vedtaget.

§ 14 Opløsning

Opløsning af Foreningen Socialøkonomi Nordjylland kan besluttes med 2/3 flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer (jf. §5) på en lovligt indkaldt generalforsamling.

Ved opløsning skal eventuelle aktiver i foreningen anvendes til beslægtede formål efter beslutning på generalforsamlingen.

Vedtaget på generalforsamling 26.5.2021